Hørsholm | AB Seniorbo 2970

AB Seniorbo 2970

Hørsholm

Hørsholm var oprindelig, bortset fra et mindre fiskersamfund ved kysten, hjemsted for det bedre Københavnske borgerskabs landlige lystejendomme.

Bygningen af Helsingørmotorvejen i 1950’erne ændrede byens landligger-status til i dag at være en af landets mest velfungerende kommuner med et stort udbud af kulturelle begivenheder, foreningsliv, idræt, socialforsorg, forretningsliv og restauranter.

Hørsholm har bl.a. tre golfbaner, tre kirker, kulturhuset Trommen, museer, strand og mange grønne områder, fx Hørsholm Slotshave, Arboreret og Rungstedlund.

Rungsted havn er et godt lokalt udflugtsmål med restauranter, is-kiosker, butikker og masser at kigge på.


Hørsholm Mølle ligger markant ved de sydlige indfaldsveje til bymidten og betragtes af mange som Hørsholms vartegn. Den blev opført i 1891 og var centrum i et lille industrikvarter, der også omfattede Hørsholm Mejeri og Hørsholm Jernstøberi.
Vindkraften viste sig hurtigt at være utilstrækkelig til at drive møllen, og i 1895 blev vinden suppleret med en dampmaskine, der i 1914 blev erstattet med en dieselmotor.
Møllen producerede især hønsefoder og var i drift indtil slutningen af 1960’erne. I 1977 overtog Hørsholm Kommune møllen, der blev restaureret i det ydre.
Hørsholm Håndværkerforening tager sig af møllens indre, der bl.a. bliver brugt til en udstilling af håndværktøj.
Hørsholm Mølle, malet ca. år 1900 af malersvend H. Jensen.